Det starter indefra

Vi taler meget om forandring i disse år. Verden er blevet mere usikker, og vores samfundsproblemer mere komplekse, hvilket kalder på nye strukturer, nye systemer, nye løsninger og nye veje frem. Men midt i alt dette er der noget, vi ofte overser: os selv.

​

For hvordan står vi selv i disse forandringsprocesser? Hvad længes vi egentlig efter? Og hvordan skaber vi handlinger, der hænger sammen med vores værdier og det liv, vi ønsker at leve – ikke bare nu, men på sigt? For selv når vi kan se, at noget ikke længere gavner os, er det langt fra sikkert, at vi handler på det.

​

Vi bliver i det, vi kender. Vi fortæller os selv, at det nok ikke er det rigtige tidspunkt at handle.Vi venter, vi udskyder, og vi forbliver i det velkendte – i hamsterhjulet – mens organisationen omkring os forsøger at forandre sig. 

 

Når vi ved det – men ikke gør det

​

De fleste mennesker, jeg møder i mit arbejde med indre lederskab, ved faktisk godt, hvad de længes efter. De kan mærke, at noget skal ændres – et arbejdsliv, der ikke længere giver mening, en leder, der overskrider deres grænser, eller en organisation, hvor tempoet er højt, og forventningerne konstant vokser.

​

Jeg møder mennesker, der oplever, at deres værdier ikke stemmer overens med den måde, deres arbejde er organiseret på. Der er ikke plads til sårbarhed, til det divergente eller til det hele menneske, og selvom de forsøger at passe ind, er glæden og motivationen forsvundet.

​

Jeg møder også mennesker, der er stressede – både i arbejde og uden for. Forventningerne til dem selv er tårnhøje, og når det aldrig føles godt nok, begynder de langsomt at pille sig selv ned. De kan mærke, at den måde, de er i verden på, ikke længere gavner dem – og alligevel sker der ofte ikke noget.

Ikke fordi de ikke vil. Men fordi det kræver noget af dem.

​

At tage sit eget lederskab alvorligt handler ikke kun om at få en idé om, hvad man vil. Det handler om at være villig til at møde det, der står i vejen – og faktisk handle på det.

​

Vi er ikke vant til at stå i vores eget lederskab. Vi er vant til at indordne os i strukturer, hvor vi skal levere mere, passe ind og reagere hurtigt. For at sige det lidt brutalt: vi hopper, når der bliver sagt hop. Og et sted på vejen mister vi evnen til at mærke, hvad der er rigtigt for os, til at sige fra og til at ville noget med vores eget liv.

 

Det, der står i vejen

​

Det, der holder os tilbage, er sjældent mangel på viden. Vi ved godt, hvad stress gør ved os, og vi taler om trivsel både i medierne og med hinanden. Så hvorfor handler vi ikke? Fordi det kræver, at vi tør stå i noget, der er langt sværere – nemlig ubehaget.

 

Frygten for ikke at være gode nok, frygten for at fejle og frygten for ikke at blive accepteret spiller alle en rolle. Som mennesker har vi et dybt behov for sikkerhed, og derfor fortæller vi os selv historier, der kan holde os på plads: at det ikke er det rigtige tidspunkt, at vi har for meget lige nu, eller at vi ikke er klar.

Vi kan altid finde en grund til at blive.

​

Men forandring føles sjældent tryg. Den kan føles som at stå i åbent hav uden fast grund under fødderne – usikker, sårbar og til tider overvældende. Og netop derfor bliver vi ofte stående, selv når vi ved, at noget må ændres.

​

At tage sig selv alvorligt

​

I mit arbejde oplever jeg, at det afgørende skifte sker, når mennesker begynder at tage sig selv – og deres egen proces – alvorligt. Når de får øje på, at konsekvenserne ved at blive det samme sted kan være større end at bevæge sig videre. Det begynder ofte med nogle helt enkle, men ærlige spørgsmål: Hvad er konsekvenserne ved at blive det samme sted for mig selv og for mine nærmeste? Hvad er jeg bange for? Og hvad kræver det af mig at tage det næste skridt?

​

Hos mange starter det med et stille “shit” – efterfulgt af et “aha”. En erkendelse af, at de faktisk har et valg, og at de kan begynde at tage sig selv alvorligt. Men skiftet sker ikke kun i tankerne. Det sker, når det også mærkes i kroppen.

 

I mine workshops beder jeg ofte deltagerne om at gå rundt i lokalet, stå stille et sted, mærke efter, og derefter fysisk bevæge sig hen til et nyt udsigtspunkt. For forandring er ikke kun en mental proces – det er også en fysisk proces. Vi kan nemt sige, at vi er klar, men kroppen fortæller måske en anden historie. Den kan føles anspændt, rastløs eller tøvende. Vi kan have svært ved at sove, miste motivationen eller sidde i møder og fornemme, at noget ikke er rigtigt.

 

Når vi vover at blive ved det og mærke det, får vi adgang til noget vigtigt: en ærlighed, der ikke handler om, hvad vi fortæller andre, men om, hvad vi faktisk føler indeni os selv. Og det er herfra, vi kan begynde at bevæge os fremad.

 

Det første skridt

​

At tage sit eget lederskab alvorligt betyder ikke, at vi har alle svarene. Det betyder, at vi mærker, at noget skal ændres – og at vi handler alligevel. Ikke fra perfektion, men fra en voksende bevidsthed om, at vi er i en proces, og at der ikke er nogen vej tilbage til det gamle.

​

Det handler ikke om at have fuld klarhed, men om at være villig til at tage det første skridt og bevæge sig. For lederskab starter ikke, når vi får den rigtige titel, position eller det rigtige job.

 

Det starter i det øjeblik, vi tager ansvar for vores eget liv.